Vores urter trives godt i øjeblikket; jeg klipper ned og tørrer pa livet løs. Jeg ved dog ikke hvad jeg skal stille op med vores purløg—vi spiser ikke rigtigt hvide kartofler mere og jeg synes ikke rigtigt at man kan tørre purløg. Så den går amok, mens jeg pønser på min næste ide.
Jeg ved ikke helt hvad formålet er med kattegræs, men det falder åbenbart i god smag hos vilddyrene. Daffy æder det i vildskab, og skal derfor nærmest have portions kontrol for ikke at få for meget. Men så længe de holder sig fra de andre planter i huset, så kan de bare æde løs af det her grønne stads.
Jeg har jo altid bare hældt nogle isterninger i min halv-varme kaffe og kaldt det is-kaffe, men næææh nej! DET her er is-kaffe:
1/2 kilo groftmalet kaffe blandes godt med 2 liter vand i en glas kande (jeg tror kaffen afgiver farve til en plastkande), og dækkes med et klæde (sådan at smådyr ikke får et kaffebad), og stilles ved stuetemperatur i 12 timer. Rør engang imellem lidt i kaffen, så det rigtigt bliver blandet. Filtrer kaffen fra kaffegruset og ned i en lufttæt beholder (en kande med låg på er fin). Opbevar i køleskabet i ca. 2 uger.
Denne opskrift er til en slags kaffe-koncentrat som tyndes op med 1 del vand og/eller mælk til 1 del kaffe, samt selvfølgelig isterninger. Opskriften kan sagtens halveres, jeg laver f.eks. kun en kvart portion af gangen. Men det er altså besværet værd på en varm sommerdag med kaffetørst!
2 fede hvidløg, 2 1/2 dl. frisk basillikum, 1/2 dl. god oliven olie (og måske lidt mere), 1/4 dl. pinjekerner, 1/4 dl. fint revet parmesan ost, 1 spiseske frisk persille (er dog ikke nødvendigt, men giver en flot grøn farve).
Rist pinjekernerne og hvidløgene (med deres skal på!) på en pande i ca. 5 min. Hold øje med panden! Afkøl hvidløgene i et par minutter, og pil så skallen af. Kom basillikum, olie, pinjekerne, parmesan ost, hvidløg og persille i en blender, og mix indtil en ensartet masse formes. Jeg kan bedst lide en fast pesto, der eventuelt kan tyndes op med lidt vand fra pastaen. Men hvis du er til flydende pesto, så hæld lidt mere olie i, og blend igen. Opbevares i en lufttæt beholder i en lille uges tid, medmindre der er gæster og så er det hele nok væk med det samme! Jeg synes den her mængde er mere end rigelig til 4 personer, og så lidt til.
Wow, der har været pres på i denne uge. Vores A/C er ved at rive vinduet ud af karmen fordi træet er råddent, og viceværten skal hele tiden holdes til ilden med at få skaffet en “tømrer”. Ja, hvis det da bare var en tømrer, og ikke bare en fyr med en stige. Men sådan fungerer det ikke her, og det gjorde det heller ikke i London. Det er altid bare en fyr med en børnelokker-varebil og en stige. Men i dag kom der endelig en “tømrer” forbi og fik sat gang i projektet; der blev sat støtter under selve A/C’en, og det skulle så undersøges om et nyt vindue kunne skaffes i den rigtige størrelse. Det er store skridt! Men det er irriterende hele tiden at stikke med min stegegaffel for at få noget lavet.
Ja, og køkkenvasken besluttede sig også for at strejke, og med 30+ grader er det lidt klamt med stillestående vand i vasken. Efter flere dages venten på en “blikkenslager” var der endelig hul igennem. Men hvor er det overraskende (hver eneste gang) hvor meget skidt og snavs sådan et besøg efterlader! Men vasken fungerer igen, og det er næsten som at have fået et nyt køkken! Ja, altså også kun næsten.
Men så gik Freyja i gang med at brække sig. I sengen (på næsten alle lagner på en gang—hvordan kan det forklares?—og på sofaen. Jeg har altså allerede vendt sofapuderne ‘en gang pga. kattebræk, så nu er der en meget ucharmerende plet lige midt på sofaen. Helt ærligt, kat.
Vores telefoner synger—ringer?— på sidste vers. Efter sølle 2 års brug er mit batteri meget utilregneligt, og Ryan’s tastatur er fuldstændigt ubrugeligt. Medmindre man vil have alle bogstaverne skrevet 2 gange, hver gang. Eller ignoreres. Et nyt batteri koster $50 (!!!) og Ryan’s tastatur kan vist kun fikses med en hammer.
Vi har så pønset på de her ret fikse modeller fra Verizon, som er vores udbyder. Verizon er lidt dyre, men de har en FANTASTISK god service. Ingen knas på linjen der.
Men tilbage til de her nye modeller. De er så moderne, at jeg får præstationsangst. De kan ALT! Tage billeder, ringe, emaile, skrive Instant Messages, lege GPS, gå på nettet, og sikkert meget mere. Det er for vildt.
Men de koster $200 per styks, plus vores abonnement bliver dyrere (på grund af adgang til Det Fantastisk Internet). Det er lidt svært at retfærdiggøre sådan noget luksus midt i en sparetid, så det er endnu uklart om vi tager springet. Men fine, det er de!
Hvis man er kæk—og hvem er ikke det?— så kan man nemt gro sin egen mynte i haven/på altanen/hvor der nu lige er plads. Hvis man så har lyst til noget let te, eller man har spist for meget grill mad, så er det nemt lige at hælde kogende vand over de friske blade. Voila, så er der te! Men hvis ens mynte går amok med at producerer blade, så kan man faktisk også tørre dem til senere brug.
Pluk, vask, og tør bladene grundigt. Find så en mørk papirspose (de kaldes for ‘lunch bags’ her, men de burde da også findes i Danmark) og put stænglerne der i. Luk åbningen med en klips og opbevar posen et mørkt og lunt sted i ca. en måned. De tørrer langsomt af sig selv, og rådner ikke. Hvis der er for meget fugt i luften duer det ikke. Når stænglerne og bladene så er knasende, piller man bladene af og opbevarer dem i en te-dåse. Og så er der mynte te hele året rundt!
Helt klart et besøg værd er både Walt Disney Concert Hall (og hvis du har masser af penge kan også høre orkestret spille!), og tidligere præsident Ronald Reagan Museum i Simi Valley. En masse spændende klenodier, og Air Force One!!! Og biler, og en helikopter…